Skip to main content

Kurv

Nyt stærkt samarbejde indenfor bæredygtigt boligbyggeri

Med et nyt samarbejde med Cantona System A/S vil Bülow Huse Entreprise A/S i fremtiden udelukkende tilbyde bæredygtigt boligbyggeri, der sikrer et sundt indeklima og ikke mindst grøn samvittighed for fremtidige husejere.

Forbrugerne efterspørger i stigende grad bæredygtige løsninger og produkter, og det gælder også indenfor byggeriet. Bülow Huse Entreprise A/S, der opfører eksklusive, arkitekttegnede boliger på Sjælland, har derfor netop valgt at indgå en samarbejdsaftale med Cantona System A/S, der er specialister i fremstillingen af bæredygtige råhuse.

Lavt CO2 aftryk – stærk miljøprofil

Den miljømæssige fordel ved Cantonas råhuse er ikke til at tage fejl af. Udledningen af CO2 er intet mindre end 50 gange lavere med et råhus fra Cantona end med typiske konstruktioner bestående af trykfast stenuld og beton. ”Bæredygtighed er et vigtigt parameter for Bülow Huse Entreprise og ikke mindst for vores kunder, der i stigende grad tænker miljø ind i deres nybyggeri. Vi er derfor ekstremt glade for det nye samarbejde, og ser frem til at kunne være med til at sætte nye standarder for fremtidens bæredygtige boligbyggeri”, udtaler indehaver og direktør i Bülow Huse Entreprise A/S, Karsten Bülow.

Bedre indeklima og mindre vedligehold

De bæredygtige råhuse fra Cantona er ikke kun en fordel for miljøet men også for indeklimaet. Råhusene besidder den unikke egenskab, at de ikke suger fugt, hvilket gør en stor forskel for både indeklimaet og behovet for vedligeholdelse – især i et klima som det danske, hvor luftfugtigheden er høj mange måneder om året. ”Vi ønsker at bygge boliger, hvor mennesker trives og er glade for at bo. Her er indeklimaet af enorm betydning, og med Cantonas råhuse kan vi skabe boliger med et endnu bedre indeklima, end vi allerede leverer i dag, og ikke mindst med et minimalt behov for vedligehold”, understreger Karsten Bülow.

Mere plads at boltre sig på

Råhusene fra Cantona har endnu en håndgribelig fordel, som er væsentlig for kommende boligejere. De fylder bogstavelig talt mindre end andre typiske konstruktioner og byggesystemer, og det betyder, at fremtidige nybyggere helt konkret får mere hus – og mere plads – for pengene. ”Ved at anvende Cantonas råhuse og byggesystemer kan vi i fremtiden tilbyde vores kunder arkitekttegnede, nøglefærdige huse med 10% større nettoareal end hidtil”, fortæller Karsten Bülow.

Et perfekt match

Hos Cantona System A/S er ansvarlig for salg og produktudvikling, Morten W. Stausgaard, også glad for det kommende samarbejde: ”Cantona Byggesystem er som skabt til Bülow Huses eksklusive, arkitekttegnede boliger og bidrager til at give deres stærke koncept endnu mere kant. Bæredygtighed, suverænt indeklima, lavere varmeregning, mere plads og mindre vedligehold er nu fordele som kommende kunder hos Bülow Huse Entreprise kan se frem til. Hos Cantona System glæder vi os til det fremtidige samarbejde og ser frem til at yde den bedste support.”

For yderligere information kontakt venligst Cantona System A/S, Morten W. Stausgaard, tlf. 98454610 eller Bülow Huse Entreprise A/S, Karsten Bülow, tlf. 2244 8020.